Workshop om historien, lyden og billedet.
Virksomhedskommunikation i form af korte, letfordøjelige videoer er populære som aldrig før. De anvendes med stor begejstring i interne kampagner, PowerPoints, som pauseskærm i receptionen og som velkomsthilsen online. Kun få virksomheder møder i dag ikke deres besøgende med et mindre festfyrværkeri af lyd og levende billeder.
Det er med god grund. Video er en effektiv måde til at styrke sit brand på – internt såvel som eksternt. Herunder at øge stoltheden internt, udbrede kendskabet til brandet, tiltrække sig opmærksomhed og måske vigtigst af alt: øge salget.
Og så er der de sociale medier. De er som skabt til video. Det er efterhånden umuligt at forestille sig LinkedIn, Facebook, Twitter og nu Instagram uden en mindre tsunami af videoer.
En video er ikke bare en video
Men hvordan ser den gode virksomhedsvideo egentlig ud? Hvordan udfolder den sin historie? Hvordan anvender den lyd? Og hvilket billedsprog benytter den sig af?
Disse spørgsmål leverer vi svarene på i en 4 timers workshop dedikeret til den gode virksomhedsvideo. Under workshoppen kigger vi nærmere på den gode histories anatomi, lydens indvirkning på vores humør og billedsprogets betydning for vores adfærd.
…and action!
Intet slår læring gennem praktiske øvelser. Så du skal selvfølgelig prøve kræfter med din egen video. Ikke som kamera- eller lydmand, men som forfatter og instruktør.
Under workshoppen får du lov til at udvikle dit eget lille manuskript, sammensætte persongalleri, udvælge lydspor, designe billedstil og afslutningvis tegne skitsen til den endelige drejebog. Vi lover, det bliver både lærerigt, sjovt og uhøjtideligt. Selv hvis du ikke har en konkret idé at arbejde med på workshoppen, vil du stadig få en masse med hjem til fremtidige videoprojekter.
Workshoppens indhold:
- Branding: Hvad gør en god historie? Hvilken betydning har plot, karakterer og morale? Hvordan sikres konsistens mellem identitet og image?
- Psykologi: Hvordan kan vi bruge hjerneforskningen til at skabe en god video? Hvorfor reagerer vi, som vi gør, på den gode historie?
- Lydvidenskab: Hvordan indvirker lyd på vores underbevisthed? Hvilken betydning har lyd på vores forståelse af billeder?
- Billedvidenskab: Hvordan former billeder vores adfærd? Hvorfor stimulerer billeder vores købslyst?
Workshoppen er for dig, som:
- Ønsker at styrke dit brand
- Vil arbejde seriøst med video
- Vil forstå mekanismerne bag effektiv video
- Søger større ROI på dine videoer
Efter workshoppen ved du:
- Hvordan du bedst udruller din kernefortælling – internt og eksternt
- Hvordan du opbygger en relevant, fængende historie
- Hvordan du skaber tillid mellem dig selv som afsender og din målgruppe
- Hvordan du vælger det rigtige lyd- og billedsprog til din video
- Hvordan du skal arbejde med en drejebog
Det praktiske:
Workshoppen er udarbejdet i et samarbejde mellem Apollo Music, Grow Productions, Leadinspire, StormConnect, Leanius og Symbion. Workshoppen er gratis. Det eneste, vi beder om, er højt humør og stor legelyst.
Vi serverer kaffe, the og lidt lækkert fra bageren til den lille sult. Tilmelding senest 31. august.
Vel mødt!