Leder
 i Guide, Startup

En god ledelse er alfa og omega for medarbejdernes trivsel og virksomhedens vækstpotentiale. Men hvad skal der egentlig til for, at du bliver en god leder?

Er du en af dem, der skal til at udvide din startup, eller har du netop ansat dine første medarbejdere? Så har du højst sandsynligt gjort dig nogle tanker om din nye stilling som leder og hvad det kræver. Her får du et overblik over, hvilke grundlæggende egenskaber, der kendetegner en kompetent leder.

Find din lederrolle

At gå fra at være iværksætter i en enkeltmandsvirksomhed til at blive leder af et team, kan for mange være en stor mundfuld. Langt de færreste er født som en god leder, og det kan derfor være en udfordring, når du pludselig skal påtage dig denne nye rolle overfor dine ansatte. Jobbet bliver heller ikke nemmere, når virksomheden vokser og der i takt kommer nye ansigter og opgaver til. For hvad kræver det egentlig af dig, hvor skal du starte og hvordan skal du gribe din rolle an for at fremstå troværdig?

Først og fremmest skal det understreges, at en god ledelse ikke kommer af sig selv, men snarere er en proces, der kræver tid og investering. Derudover skal du være villig til og opsat på at ville udvikle dig selv personligt. Et godt udgangspunkt kan derfor være, at du får klargjort med dig selv og dine medarbejdere, hvilken type leder du gerne vil være for dem. Det skal gerne afspejle de værdier, du vil stå for. Vil du for eksempel være autoritær, demokratisk eller noget helt tredje? Det vigtigste er, at du vælger din ledelsesstil med omhu. Ved at tydeliggøre din rolle og værdier fra start, ved dine medarbejdere, hvad de kan forvente af dig.

Vis retningen

Som leder er det dig, der går forrest. Det gælder både med ord, men også med handling. En god leder beskrives ofte som handlekraftig, der brænder igennem. Derfor kræver det, at du fra start viser hvilken vej du ønsker, at I skal gå. Fremhæv derfor dine succeskriterier for virksomheden, ved at sætte klare mål for dig selv og dine ansatte, samt hvordan du forestiller dig, at I skal imødekomme dem. Udspecificer for eksempel dine forventninger til udførelsen af opgaver, eller tydeliggør hvornår noget kan forbedres. På den måde får du samtidig udtrykt, hvad du konkret forventer af dine medarbejdere.

Kommuniker med dine ansatte

Det er ingen hemmelighed, at kommunikation er essentielt i alle virksomheder uanset størrelse. Ikke desto mindre undervurderer mange, at god kommunikation forudsætter gensidig forståelse for hinanden. Som leder er det skelsættende, at du udviser interesse for dine medarbejdere og får et personligt kendskab til hver enkelt. Derigennem kan du opnå bedre indsigt i deres behov og ønsker. Prioriter derfor hver medarbejder, lyt til dem og forstå deres forskelligheder.

Vent heller ikke med at give feedback til dine ansatte til den årlige MUS samtale, men gør det løbende. Det har nemlig en væsentlig betydning for deres motivation og produktivitet, og det er med til at hjælpe dem med at opnå succes med arbejdsopgaver. Omvendt forudsætter god intern kommunikation i virksomheden, at du kan modtage kritik fra medarbejdere og regner det for en måde du kan lære og udvikle dig på. Det er svært, at se sig selv og sine evner udefra og derfor bør du altid være åben for feedback og bruge det som sparring, nye ideer og vidensgenerering.

Fordel arbejdsopgaverne

I en enkeltmandsvirksomhed er du vant til at klare tingene selv, og du ved, at de bliver løst som du gerne vil have det, når du er alene om at varetage dem. I begyndelsen kan det derfor være svært eller grænseoverskridende, når du skal uddelegere opgaverne til andre. Men det er en naturlig del af processen, når en virksomhed vokser. Som leder er du afhængig af andre mennesker og derfor skal en god leder kunne balancere mellem kontrol og inddragelse. Tænk over hvad der motiverer hver enkelt medarbejder og hvem, der har de rette kompetencer til at løse opgaverne. Overvej også hvem du mener, vil kunne udvikle sig og vokse med opgaven og uddel arbejdsopgaver efter det.

Ved at overlade vigtige opgaver til medarbejderne, udviser du tillid til dem, deres kompetencer og selvstændighed ved at pålægge dem et ansvar. Derudover er det en måde du kan åbne op og lytte til deres ideer, der hvor dine egne ikke slår til, og lade dem blive en del af beslutningsprocessen. På den måde anerkender du, at virksomheden løfter i flok og ikke kun afhænger af dig. Endelig får du udnyttet alles kompetencer og det sikrer medarbejdernes trivsel og at din virksomhed får det optimale udbytte af arbejdskraften.

Er du interesseret i at vide mere, kan du lytte til Symbions podcast, der klæder dig endnu mere på til rollen som ny leder.

Seneste blogindlæg
it-sikkerhed