Skrevet af: Claus Adam Jarløv, cand.mag. i engelsk og psykologi
Direktør i konsulentvirksomheden GlobalDenmark A/S
Jeg er en synder. Jeg er dobbeltmoralsk. Jeg rådgiver om noget, jeg er ret dårlig til. Jeg skriver om blogs, skriver dem sjældent selv og læser kun få. For mig er en blog en eller anden persons selvoptagede ytringer om et bestemt emne. Vupti, så er man blogger på linje med Ib René, Cairo, Dan Rather, ABC News og måske endda Søren Kirkegaard. Allerede her afslører jeg min fremskredne alder. ”Blogger” er ligefrem blevet en titel, man tager alvorligt på TV. Letkøbt status.
Hvad er en god blog?
Måske jeg skal lægge min sure hån til side for en stund. Når man læser en blog eller ser video-udgaven – vlog – kan selv jeg opleve, at det bliver interessant. Der er nogle, der kan det der. Ung som gammel; især ung.
Men hvad er en god blog? Kodeordet er: ram plet! Rammer du én gang ved siden af, klikker vi bare videre. En blog om betydningen af bestemte engelske ord rammer kun plet, hvis den opfylder læserens hedeste ønske: sprognørderi. En blog om hjertesygdomme rammer plet hos dem, der har vrøvl med hjertet. Andre er totalt ligeglade.
De fleste blogs er båret af en veldefineret målgruppe. Lad os kalde den skydeskiven. Kendskabet til målgruppens hedeste ønsker lige nu gør det muligt at ramme plet. OK, jeg læser blogs, men opfatter dem ikke sådan, når jeg bliver fanget. Så er de gode historier. Bare de drejer sig om franske biler og italiensk barokmusik… Heller ikke jeg viser nogen nåde, hvis budskabet ikke fænger. Så er jeg for længst på vej hen et andet sted. Der skal være en skydeskive for at ramme plet. Det gør en historie god. Det ved de dygtige bloggere. Det kan vi lære noget af.
“Den gode historie”
Nu bevæger vi os fra blogs til ”gode historier”, altså historier vi husker og som måske endda kan ændre vores adfærd. Vi har skydeskiven (målgruppen), pletskuddet (relevansen) og timingen (det rigtige øjeblik). Jeg er som indehaver af en virksomhed med speciale i kommunikation ofte i en situation, hvor jeg skal fortælle om, hvad vi laver. Jeg brænder for mit fag, så jeg fyldes med stor glæde, når folk spørger mig, hvad vi laver. Det kan være en tante ved en festlig lejlighed eller en kommende kunde på et salgsmøde.
Alt for ofte ser jeg, at den person, der spørger, bittert fortryder at have spurgt. Jeg kaster mig ud i en længere forelæsning om kognitiv psykologi, kulturforskelle og den store gavn, vi gør for vores kunder.
Min passion er min drivkraft og samtidig min akilleshæl. Jeg kan glemme min målgruppe – og taler først og fremmest til mig selv, hvis jeg ikke passer på. Det er jeg ikke ene om. Vores kunder tumler med de samme udfordringer. Så jo, jeg er en synder, endda i en virksomhed der arbejder på at få andre til at kommunikere ud over deres egen grænser, finde skydeskiven og ramme plet. Så må jeg i ny og næ tage en dram af min egen medicin!
Fang dit publikum: Skab relevant og delbart indhold til de sociale medier
Tirsdag d. 3. oktober afholder GlobalDenmark og Symbion i samarbejde seminaret ”Fang dit publikum: Skab relevant og delbart indhold til de sociale medier”. Her vil Claus Adam Jarløv bl.a. svare på de spørgsmål, som vi af erfaring ved, mange ofte mangler svar på, herunder “Hvorfor kan det være en god idé at oprette en blog” og “Hvad er en god blog”? Claus vil desuden komme med konkrete værktøjer til, hvordan du kan skabe interessant og relevant indhold til din webside, blog, LinkedIn, Facebook og Twitter.