Symbion-blogindlæg: Indsigt fra en succesfuld iværksætter
 i Iværksætteri, Virksomheder i Symbion Netværket

2013 startede Søren Malmskov virksomheden Autooffer. Han er lejer i Symbion, og virksomheden er i dag den største online portal for salg af nye biler. Hos Autooffer får du et prisoverblik a la det vi kender fra Momondo og Hotels.com, og virksomheden har i løbet af det sidste kvartal oplevet en tredobling af webtrafikken. Autooffer har modtaget otte millioner kroner fra sine investorer siden 2013.

Hvordan startede idéen til Autooffer?

Jeg har altid interesseret mig for biler, og en aften over et glas rødvin kunne jeg ikke forstå, hvorfor der ikke var nogen, der kunne hjælpe forbrugerne online med nye biler, når nu der var så mange aktører på brugte biler online. 10 min. efter havde jeg købt domænet autooffer.dk, og det hedder vi stadigvæk i dag.

Hvorfor tror du, at I er lykkedes med jeres idé i modsætning til så mange andre, der forsøger at starte egen virksomhed?

Iværksætteri er ikke for alle. Hvis du er en “quitter”, kommer du helt sikkert til at falde fra. Har man idéen om, at noget kan blive til en fornuftig forretning og ved, at der er plads til dem i markedet, handler resten udelukkende om indstilling og ’stamina’. Det er fuldstændig som med sport. Hvis du vil spille på højt niveau, må du også lægge den mængde træningstimer der skal til for at blive god. Forskellen er så bare, at du som iværksætter også selv skal lave banen, reglerne, bolden og ikke har en træner der pacer dig – det skal du selv gøre. Hvis man ikke fra starten er indstillet på at løbe et maraton, kommer man til at blive slemt skuffet, og så falder man fra.

Men helt objektivt set: Hvis man ikke kan rejse kapital, kan man ikke vækste et selskab som vores. Vi har været gode til at rejse den nødvendige finansiering, og det har gjort, at vi er her hvor vi er i dag.

Hvad er den største udfordring ved at springe ud som selvstændig iværksætter?

Når du vil starte virksomhed, er du altid bedre stillet, hvis du har penge på lommen. Man skal derfor have råd til at springe ud som selvstændig, hvilket selvsagt er en kæmpe udfordring for rigtig mange.

Hvad tror du, er hemmeligheden bag en succesfuld iværksættervirksomhed?

At man har ramt et rigtig godt ’fit’ i markedet. Det er klart, at de resterende 90 pct. udelukkende handler om eksekvering, et kompetent team og en ordentlig røvfuld vision og tro på fremtiden. Jeg har det personligt sådan, at hvis jeg er den dummeste på kontoret, har vi opnået det team, der skal til for at løfte opgaven.

Har du et godt råd til nystartede iværksættervirksomheder?

Snak med alt og alle om din idé – for du skal jo være sælger til at starte med. Præsentér for mulige kunder, partnere, brugere og interessenter. Feedback er noget så irriterende, når man er forelsket i sin egen idé, men det er godt med et virkelighedstjek. Lyt og lad være med at forsvare din idé. Den dag du stopper med at lytte, ændre og udvikle, dør din idé med din ignorance. Det har jeg set mange eksempler på.

 

Besøg Autooffers webside

Seneste blogindlæg
Book kundemøder. Vær klar i spyttet.Moviestarplanet: Vi sørger for at være i øjenhøjde med brugerne