Eyecular: Klimaudfordringerne skal have absolut topprioritet
 i Iværksætteri, Virksomheder i Symbion Netværket

EyeCular satser stort på grøn og vedvarende energi, og virksomheden er netop blevet hædret af WWF for deres originale og energieffektive produkt. De lejer et kontorlokale i Symbion, og vi er glade for at huse en virksomhed, der tænker og producerer grønt og bæredygtigt.

Vi har spurgt CEO, Martin Spanggaard, nærmere ind til virksomheden og til dens grønne fokus.

Umiddelbart kan det, I laver, godt lyde en anelse kompliceret. Kan du kort forklare, hvad I beskæftiger jer med?

Vi arbejder med termisk lagdeling af vand, som medfører højere energi-effektivitet i centralvarmesystemer. Vi laver fysiske komponenter, som installeres i varmvandstanke hos europæiske producenter af varmesystemer. Det øger energieffektiviteten markant.

I har udviklet et produkt kaldet StratiFlex, som sikrer en lagdeling af vand efter dets temperatur. En teknik, der betyder, at man kan få 25 pct. mere ud af sit solvarmeanlæg. I har patent på produktet. Hvor kom idéen fra?

Vi arbejdede med en patenteret idé på DTU Lyngby, men opfandt vores egen teknologi og patenterede denne.

Hvad har været den største udfordring ved at gå fra at have en god idé til at skulle omsætte den til et færdigt og salgbart produkt? Det er jo nogle relativt indviklede kemiske processer, I beskæftiger jer med, så der må næsten have været nogle uforudsete bump på vejen?

Udfordringerne har stået i kø. Første udfordring var, at skulle skalere produktet fra solvarme, som markedet har begrænset efterspørgsel på, til produkter der virker til varmepumper, som der er stor efterspørgsel efter. Derudover er vores industri meget konservativ, prispresset, og den har en meget langstrakt salgsproces.

Produktudviklingstiden hos vores kunder er også meget lang, idet vi sælger en komponent, der skal bygges ind i varmtvandstanke. Det skaber et behov for, at vores kunder redesigner deres varmvandstanke i forbindelse med integration af vores produkt, og denne proces kan tage 12-18 måneder.

I maj 2014 investerede Capnova i EyeCular, og i juni 2014 fik I en bevilling fra EUDP på 4 millioner kr. Hvad har de to ting betydet for jeres virksomhed?

At vi eksisterer. Vi har købt testudstyr, prototyper og komponenter, og vi er tre ingeniører der har været ansat fuldtid i 2 år, og vi har også en husleje i Symbion, der skal betales. Så millionerne har hurtigt fået ben at gå på.

I er netop blevet hædret af Gitte Seeberg/WWF med Climate Solver Award 2016 for jeres fokus på vedvarende og grøn energi, og jeg har indtryk af, at fokus på at passe på miljøet fylder meget I jeres bevidsthed. Hvor stammer denne interesse fra?

Vi ser miljøet som den absolutte topprioritet, og udfordringerne på dette område skal løses før alt andet. At redde klimaet (hvis vi ikke kan redde verden) er den absolut vigtigste udfordring, vi står overfor. Alle verdens øvrige udfordringer bliver overflødige, hvis vi ikke lykkes med at løse klimaudfordringerne.

eyecular.com

Seneste blogindlæg
Moviestarplanet: Vi sørger for at være i øjenhøjde med brugerneStorbox: Vær ydmyg, lyttende og test løbende produktet